• Cytomegalovirus
• Morbilli (mæslinger)
  
• Parotitis (fåresyge)
  
• Parvovirus (lussingesyge)
  
• Rubella (røde hunde)
  
• Toxoplasmose
  
• Varicellae (skoldkopper)



Se endvidere:


• HIV-instruks
  
• Hepatitis-instruks
  
• Herpes genitalis
  
• Streptokokker Gr.B (GBS)
  

BAGGRUND:
Primær infektion som regel stum - evt mononucleoselignende symptomer. Ca. 70% af fertile kvinder har antistoffer og serokonversion for ikke-immune er ca. 1 %.
Latent fase, hvor virus kan reaktiveres af nedsat immunforsvar eller blot under graviditet. Sker hos 10-20% af antistofpositive. Smitter ved tæt, direkte kontakt (kys, samleje, fødsel, amning etc.).

DIAGNOSE:
Blodprøver for totalt CMV- og IgM-antistof - kan evt. gentages efter 2 uger.
CMV-total antistof: Lav til moderat titer = har eller har haft primær infektion.
Høj titer = nylig sekundær infektion.
CMV-IgM positiv 1-3 uger efter primær infektion.

SMITTE:
MOR/BARN: Kan ske under graviditet, fødsel og amning. Ved primær infektion er transmission til foster 25-50%. Ved sekundær infektion smittes kun få %. 0,5% af nyfødte udskiller virus (kongenit erhvervet infektion) Børn udskiller virus i flere år (urin og spyt).

RISICI:
Øget abortrisiko - neurologiske forstyrrelser hos 10%, hyppigst døvhed - intrauterin væksthæmning - evt intrauterin død. Kun 20% af de smittede fostre har symptomer ved fødslen, men kan senere udvikle døvhed og mental retardering. Risiko størst i I.trimester, hvor ab.prov kan overvejes. Senere infektion bør ikke diagnosticeres, da risici er små og diagnosen ikke får konsekvenser. Fosteret kan evt. scannes mhp hydrops, IUGR, ascites, hydrocephalus.

NEONATAL INFEKTION:
Kongenit erhvervet infektion: Diagnosen understøttes af dyrkning fra urin og evt CMV-IgM i navlesnorsblod. Icterus, petekkier, hepatosplenomegali og microcephali. Erhvervet infektion i forbindelse med fødslen eller umiddelbart efter er ufarlig.

AMNING:
OK! Smitte af sygehuspersonale forebygges ved almindelig hygiejne.

BAGGRUND:
De fleste fertile kvinder har haft sygdommen eller er vaccinerede. Nyfødte er passivt immuniserede de første fire levemåneder.

DIAGNOSE:
Efter et kataralsk stadium karakteristisk udslæt: Starter bag ørerne, breder sig over ansigt, over truncus og til extremiteter - initialt småplettet, blegrøde pletter, der senere flyder sammen. Bifasisk temperaturforløb. Positiv IgM antistofbestemmelse fra 1. dag til 2-3 mdr.

SMITTE:
4 dage før exanthem til 3 dage efter exanthem-debut.

RISICI:
Præmatur fødsel, perinatal død (infektion sidste måned før fødslen), smittespredning til medpatienter og børn (ikke-immuniserede).
Eksponeret, ikke immuniseret gravid: I 1. og 2. trimester ingen holdepunkter for øget misdannelsesrisiko. I sidste måned før termin: Gammaglobulin 0,2 ml/kg. Barnet bør få gammaglobulin straks efter fødslen (også 0,2 ml/kg). Bør udskrives snarest og gammaglobulin til ikke-immuniserede medpatienter bør overvejes.
Mæslinger under fødsel eller lige efter: Forløsning i isolation. Ikke-immuniserede medpatienter og personale tilbydes gamma-globulin (0,2 ml/kg). BARNET skal have gammaglobulin (0,2 ml/kg) straks efter fødslen, hvis det ikke har symptomer på kongenit morbilli (udslæt, vejrtræknigsbesvær/pneumoni).
MOR OG BARN isoleres.
AMNING: OK forudsat barnet har fået gammaglobulin.

BAGGRUND:
Selv blandt fødende, der ikke mener at have haft sygdommen har 60% antistoffer. Øget risiko for spontanabort i 1.trimester, men ingen risici senere, ejheller for farlig infektion af den nyfødte selvom virus passerer placenta.

DIAGNOSE: Klinik! Hævede spytkirtler, febrilia. Evt. IgM antistoffer, der kan påvises fra 1. dag til 8 mdr. efter infektion. IgG kan holde sig positiv i mange år.

PROFYLAXE:
MFR-vaccination uden for graviditet. Da voksne ikke-immuniserede kan få alvorligt forløb, bør mor og barn isoleres.

AMNING: OK, da tidlig infektion af barnet er uskadelig.

BAGGRUND:
50-70% af alle voksne har tidligere haft infektion med parvovirus B19. Inkubationstid 4-20 dage. Smitter især ugen før udslet. Virus inficerer det bloddannende væv i knoglemarven og kan give anæmi især hos voksne med blodsygdomme OG HOS FOSTRE.

RISICI:
Føtal anæmi kan vise sig ved ascites og/eller hydrops.

DIAGNOSE:
Stilles ved påvisning af specifikke IgM-antistoffer, ved serokonvertering eller ved stigning af specifikke IgG- antistoffer.
IgM-antistoffer optræder 1 uge før udslettet og persisterer 3-4 måneder.
IgG-antistoffer optræder efter 16-18 dage og persisterer livsvarigt, hvor de beskytter mod reinfektion.

BEHANDLING:
Ved påvist infektion tilbydes ultralyd hver 2.uge i 12 uger efter moderens infektion m.h.p. at diagnosticere evt. hydrops eller ascites.
Påvises dette konfereres m.h.p.intrauterin transfusion, ascitesdrænage m.v., men hydrops fosvinder spontant hos en stor del.

SMITTERISIKO:
Seronegative gravide bør fraværsmeldes, hvis de under en epidemi har nær kontakt med børn ( f.eks. børneinstitutioner) indtil epidemien er overstået dvs 6 uger efter sidste udslet er svundet.

AMNING:
OK!
(se DSOG faglige vejlending omrking Parvovirus og graviditet)

BAGGRUND:
85-95% er immune. Mange (25-50%) har haft subklinisk infektion. Inkubationstid 14-21 dage. Smitter 14 dage før til 5 dage efter exanthem. Smitter ved dråbeinfektion.

DIAGNOSE:
IgG antistofstigning fra 1. til 2. blodprøve med 2 ugers intervalog/eller ved påvisning af IgM antistof, der forsvinder 4-8 uger efter den akutte fase.

TOLKNING:
Ingen antistoffer : Aldrig haft rubella IgG-titer stigning og/eller IgM antistoffer: aktuel rubella. Stationær IgG-titer, men neg. IgM-titer: Tidligere infektion, men næppe indenfor den sidste måned.

INDIKATION FOR SERUMPRØVER:

• Exponerede gravide før 18. svangerskabsuge.
• Exanthem hos seronegative gravide (HUSK OGSÅ PARVOVIRUS).
• Nyfødte børn af mødre med rubella i graviditeten.
• Klinisk mistanke om kongenit rubella.

RISICI VED VERIFICERET RUBELLA UNDER GRAVIDITETEN:
0-12. svangerskabsuge: 50-85% risiko for alvorlig fostermisdannelse (katerakt, hjertemisdannelse, hørenedsættelse, mental retardering). Ab.prov. anbefales (ca. to tilfælde om året i Danmark).
13.-16. svangerskabsuge: Få-15% risiko for hørenedsættelse og/eller mental retardering. Ab. prov. bør overvejes.
17.-18. svangerskabsuge: Hørenedsættelse hos få %.
>18. svangerskabsuge: Ingen misdannelser beskrevet, men barnet kan udskille virus i flere år efter fødslen.
REINFEKTION kan forekomme, men er uden risici.

HÅNDTERING:
Rubella i udbrud (eller i inkubation hos seronegativ moder) i graviditetens sidste uger: Moder og barn isoleres (må amme). Rubella i graviditeten: Barnet isoleres, da barnet kan udkille virus i flere år. I begge tilfælde skal pædiater adviseres mhp. undersøgelser af barnet.

PROFYLAXE:
MFR-vaccination i 15-måneders alderen gentages i 12-års-alderen. Rubellavaccination til alle voksne, seronegative kvinder. Graviditet frarådes før 3 mdr. efter vaccination, men skader er aldrig beskrevet, heller ikke ved accidentiel vaccination i 1.trimester.

AMNING:
OK!

BAGGRUND:
Kun 1/3 af fertile kvinder er seropositive. I Danmark smittes 1 ud af 350 gravide, sv.t. ca. 180 tilfælde årligt, og det forventes, at omkring 40 fostre årligt aborteres eller fødes med kongenit toxoplasmose. Parasitten koloniserer placenta, hvorfra de især i slutningen af graviditeten inficerer barnet.

DIAGNOSE:

• Serokonvertering.
• Stigning i IgG-titer og/eller påvisning af IgM antistoffer.
• Påvisning af toxoplamosa gondii-DNA i amnionvædske (bedst efter 18.uge).
• Påvisning af IgA- eller IgM antistoffer hos den nyfødte (NS-blod) og mater. Endvidere placentavæv til dyrkning efter aftale med SSI).



Ved mistanke om infektion af den gravide kontaktes SSI mhp. udvidet antistofundersøgelse og rådgivning. Den gravide indkaldes til samtale, behandling og ny blodprøve.
Opretholdes diagnosen planlægges UL-scanning hver 3-4 uge (ascites, organomegali, hydrocephalus, forkalkninger), amniocentese, fortsat behandling og prøvetagning fra NS ved fødslen ordineres.

RISICI:
1.trimester: 5-15% af fostre inficeres (40% aborteres, dør eller fødes med svære skader).
2.trimester: 30% inficeres og i 10% af tilfældende optræder ssvære skader.
3.trimester: 65% inficeres, men kun få % af disse vil fødes med synlige skader.


SYMPTOMER OG SEQV. HOS FOSTERET:
Omkring 10% vil aborteres, dø eller fødes med svære skader (nedsat syn, hydrocephalus, mental retardering). Andre 10% vil have let infektion (chorioretinale ar, intracerebrale forkalkninger, minimal brain damage). Resten vil have en subklinisk infektion, der normalt ikke erkendes ved fødslen, og op mod 85% af disse vil senere i livet få symptomer - primært chorioretinitis og 1/3 betydende synsnedsættelse.

BEHANDLING:
Der eksisterer ingen vaccine.
Alle gravide bør ved mistanke om nylig infektion behandles med tbl. Spiramycin 1 g x 3 dgl. til diagnosen er afklaret (reducerer transmissionen). Bekræftes infektionen fortsættes resten af graviditeten.
Ved påvist fetal infektion (eller fund ved UL-scanning) anbefales behandling med pyrimethamin og sulfadiazin (reducerer sequelae). Pga. den lave transmissionsrate i 1. trimester anbefales normalt behandling og amniocentese før stillingtagen til evt. abort.

AMNING:
OK!

PROFYLAKSE:

• Spis ikke råt kød og vask grøntsager før indtagelse.
• Undgå kontakt med katteekskrementer (lad andre tømme kattebakken!).
• Brug handsker ved havearbejde.

BAGGRUND:
Kun 1-2% af gravide har ikke haft skoldkopper, men blandt indvandrere er der flere sero-negative.
Sygdommen kan forløbe fatalt (pneumoni) især hos gravide. Inkubationstid 10-23 dage.
Yderst smittefarlig ved kontakt med og dråbeinfektion fra bristede vesikler på hud og i luftvejene. Smitter fra 3 dage før til 7 dage efter eksantem.

DIAGNOSE:
Klinik! Let febrilia og kattaralia efter fulgt af småplettet exanthem, der ændres til små papler og vesikler. Disse udtørrer under dannelse af skorpebelagte sår.
IgG antistofbestemmelse eller påvisning af varicellaantigen i vesikelvæske eller skrab fra superficielle læsioner.

RISICI:
Lav fødselsvægt, microcephali, mental retardering, chorioretinit, hudforandringer, katerakt og ekstremitetsmisdannelser).

• 1.trimester: Under 2% risiko. Let øget abortrisiko.
• 13.-20.uge : < 0,5% risiko.
• 20.uge-fødsel: Kun risiko i forbindelse med fødsel.
• Perinatalt: Svær infektion, hvis mater får variceller 7 dage før til 4 dage efter partus - smitte er dog set helt op til 1 mdr. efter partus (20% letalitet). Barnet bør inden 72 timer efter partus gives varicella-zoster-immunglobulin. Fosteret er passivt immuniseret til det er 1 mdr. gammelt, såfremt mater har haft variceller. I tvivl: IgG-titer på mater.

PROFYLAXE:
Ved udsættelse for variceller hos sero-negativ mor umiddelbart før forventet fødsel eller ved påviste variceller overvejes behandling med varicella-Zoster-immunglobulin efter konference med Statens Seruminstitut.
Fødsel bør foregå i isolation (eller på anden afdeling) og barsel bør ske hjemme eller på anden afdeling.
Vaccine eksisterer ikke.

AMNING:
OK,forudsat gammaglobulin til barnet.

To referencer inden for området:
variceller & grav epinyt[1] og
Michael Paul Tan, Gideon Koren. Chickenpox in pregnancy: Revisited. Reproductive Toxicology 21 (2006) 410–420

Skyldes en reaktivering af varicellae-virus. En pt. med zoster-udbrud kan smitte en modtagelig med varicellae-virus.
Ved zoster-udbrud mindre end 7 dage før fødslen betragtes kvinden som smitsom og bør isoleres sammen med barnet.
Der er ikke risiko for intrauterin infektion eller obstetriske komplikationer.

AMNING:
OK!

Links:
Infpreg
DSOG om Parvovirus
Parvovirus Canadian Paediatric Society vedr. parvovirus før og efter partus (inkl.refferencer)

Cochrane:
The treatment of genital chlamydia trachomatis infection in pregnancy
Treatments for symptomatic urinary tract infections during pregnancy
Trichomoniasis treatment during pregnancy
Treatment of gonorrhoea in pregnancy
Topical treatment for vaginal candidiasis in pregnancy
Intraparum antibiotics for Group B streptococcal colonisation
Antibiotics vs not treatment for asymptomatic bacteriuria in pregnancy

Tilbage til indledningen	Home	Index for procedure

Vi kan kontaktes via læge Lars Krag Møller, hvis du har indvendinger eller forslag til udviklingen af aktuelle arbejde (gynobs@hvh.regionh.dk)